En stille oase til refleksion og fordybelse

For at give passagererne en mulighed for at finde stilhed og ro har Københavns Lufthavn etableret en såkaldt Silent Lounge.  ”Vi har brug for oaser i hverdagen, hvor vi kan gå ind og få fat i det stille i os selv. Derfor synes jeg at, det er super, at lufthavnen nu stiller faciliteter til rådighed, som appellerer til meditation og fordøjelse af indtryk. På den måde får vi passagerer en unik mulighed for at komme i kontakt med os selv, kreativiteten og øget tolerance,” udtaler Henrik Krogh, der har arbejdet professionelt med stress, succes og ledertræning i 18 år.

Inventaret i Silent Lounge frembringer en afslappet stemning i rummet. Stilen er enkel med et nordisk udtryk, som signalerer ro og neutralitet. Farverne er udelukkende holdt i sølv og hvidt som symbol på fred og lys, hedder det i en pressemeddelelse fra lufthavnen.

”Møblerne er tegnet til rummet og valgt med omhu, fordi de både har en funktion og ikke skal appellere til det forkerte formål som at sove, spise eller tale i mobil. Rummet henvender sig til alle passagerer uanset deres trosretning eller nationalitet, og derfor er rummet renset for specifikke religiøse symboler, der kan virke anstødelige eller distraherende,” siger Sidse Marie Brandt, projektleder og arkitekt i Københavns Lufthavne A/S.

Den nye Silent Lounge finder man i lufthavnens Finger B.

Skrevet af Christian Peschardt