Endnu en London-lufthavn på vej

Boris Johnson, Londons borgmester mener, at den nye storlufthavn kan stå klar om seks år, men foreløbig er det usikkert om den overhovedet bliver til noget, skriver ekstrabladet.dk.

 

‘Boris Island’ projektet i Themsens munding skal tage noget af presset på storbyens eksisterende lufthavne. Sidste år blev Heathrows kapacitet udnyttet med 99,2% og under spidsbelastning lander der fly hver 46. sekund.

 

Boris Johnson regner med en pris på omkring 50 milliarder pund for at bygge på en kunstig ø i lighed med lufthavnene i Hong Kong og Singapore.

 

Premierminister David Cameron ventes at støtte projektet, mens vicepremierminister Nick Clegg gerne vil  have mere betænkningstid. Miljøfortalere mener, at projektet truer bestanden af fugle og andre dyr og vil øge den globale opvarmning på grund CO2 udledning fra flytrafikken, skriver telegraph.co.ul.

 

Beslutningen om luftfartsstrategien skal træffes i marts.

Skrevet af Flemming Juul