Endnu en rigmand med egen A380

Den afrikanske forretningsmand og ejendomsmagnat Michael Ezra fra Uganda har bestilt en Airbus A380, som skal indrettes med kontorer, konferencerum, biograf og spa, skriver epn.dk.

Det er en af Afrikas rigeste mænd, der er kunden og Airbus bekræfter, der er indgået en foreløbig aftale.

Og der er plads nok til selv den mest krævende ombord. Flyet er på 531 m2 og kan om nødvendigt udstyres med helt op til 853 passagersæder, men rummer normalt omkring 500.

Men den afrikanske milliardær vil have førstesalen indrettet med kontorer og opholdsfaciliteter til sine forretningsforbindelser, herunder opholdsstuer og fire soveværelser.

I stueetagen skal der være plads til medarbejderne og garage til tre biler. Flyet ventes leveret i 2010 og indregistreret i Dubai, hvor ejeren driver de fleste af sine forretninger. Den første A380 til privat brug blev bestilt af prins Al Waleed Bin Talal fra Saudi Arabien.

Skrevet af web-redaktionen