England satser på højhastighedstog

Stadig flere lande satser på højhastighedstog som et miljøvenligt og effektivt alternativ til anden transport. Storbritannien ønsker nu også et højhastighedstognet, som knytter byerne sammen og gør det lettere for pendlerne. Den britiske regering har bestemt sig for, at højhastighedstoget skal være i drift i løbet af femten år, skriver Daily Mail.

Supertoget er døbt Mercury og skal efter planen kunne køre med 360 kilometer i timen. Toget skal være mere luksuriøst end de kendte pendlertog. På første klasse skal der blandt andet findes bløde sofaer, lænestole og bar.

Sæderne få egne indbyggede underholdningsanlæg, ligesom flyene. Der skal også være særlige kupéer for familier, mødelokaler og legerum til børnene.

”Vi har forsøgt at skabe et nyt britisk designikon, som Concorde, Spitfire eller Routemasterbussene”, siger transportdesigneren Paul Priestman til Daily Mail.

Skrevet af Flemming Juul