Erhvervslivets rejsebehov øges fortsat

Vi vil også i 2009 se en vækst i antallet af forretningsrejser – om end på et noget lavere niveau end i 2008 og meget lavere end de foregående år. Det er vurderingen i verdens største organisation for travel- og meeting managers, National Business Travel Association (NBTA), hvis 3.200 medlemmer tilsammen håndterer forretningsrejser for mere end 980 milliarder kroner om året. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

NBTA har hidtil været mest aktiv i Nordamerika og Asien, men etablerer sig nu også i Europa. Organisationen har netop åbnet et europæisk kontor i København og ansat Ole Bo Larsen som regional direktør. Han er tidligere travel manager i Lundbeck og har 24 års brancheerfaring.

 

»I forhold til den store vækst i antallet af forretningsrejser fra 2004 til 2007 har vi år oplevet en mere afdæmpet vækst. Den tendens vil fortsætte i 2009, men der vil fortsat være tale om en vækst i antallet af rejser,« siger Ole Bo Larsen på baggrund af en nylig NBTA-undersøgelse blandt travel managers i amerikansk baserede selskaber.

?

Ifølge undersøgelsen regner 61 procent af de professionelle indkøbere af forretningsrejser med en fortsat vækst i rejseaktiviteten i 2009. Hovedparten af disse mener dog, at væksten vil blive mindre end i 2008. De øvrige 39 procent af rejseindkøberne ser mere pessimistisk på den nærmeste fremtid og forventer en nedgang i antallet af forretningsrejser i takt med afmatningen i økonomien, skriver Berlingske Tidende.

 

Den generelle usikkerhed om økonomien og markedssituationen påvirker rejseindkøberne, der i højere grad end tidligere har fokus på besparelser.

»Der er ingen tvivl om, at rejseindkøberne generelt oplever et forstærket pres for at reducere virksomhedernes rejseomkostninger i krisetider, men samtidig er der store forskelle fra branche til branche og mellem de forskellige virksomheder. Nogle har allerede gennemført store reduktioner og ændringer i rejsepolitikken, mens andre faktisk øger rejsebudgettet i 2009,« siger Ole Bo Larsen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen