Et af verdens største krydstogtskibe til Kina

”Kina er simpelthen nøglen til Royal Caribbeans internationale globale udvikling.”

Så konkret udtalte selskabets præsident Adam Goldstein sig i går i forbindelse med oplysningen om, at verdens første store megaskib (bl.a. med skøjtebanen) Voyager of The Seas fra næste år rykker til Kina i stedet for Adriaterhavet eller Middelhavet.

Skibet skal sejle 10 dages ture fra Shanghai til Japan og Korea og vil blive stærkt præget af den kinesiske kultur. Det gælder maden om bord, service og sproget. Det hele lagt an på kinesiske passagerer.

Når sommersæsonen fra Shanghai er forbi, rykket det store skib med plads til 3.100 passagerer til Sydney, sådan at også Australien nu for første gang får et megaskib i sommersæsonen.

Voyager of The Seas sejler i sommer fra Venedig rundt på en lille uges tur i Adriaterhavet, og det er næppe den store succes.

I det hele taget har prisudviklingen i Europa været lidt af en skuffelse i år for mange rederier.

I går så vi det første resultat.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen