EU-dom: Ryanair skal kompensere askesky-passagerer

Ryanair ville ikke hjælpe passagerer, der blev berørt af den islandske askesky i 2010. Men en principiel kendelse fra EU-domstolen siger, at Ryanair – og flyselskaber i EU-landene – har pligt til at tage sig af deres passagerer.

EU-domstolen har netop afgjort sag mellem Denise McDonagh og Ryanair. Under askeskyen i april 2010 måtte hun tilbringe syv ekstra dage i sydportugisiske Faro indtil hun kunne flyve hjem med Ryanair til Dublin. Det ugelange ophold kostede hende 1.000 euro til hotel, mad og transport.

EU-domstolen siger i sin kendelse, at Ryanair skal kompensere den irske kvinde. Størrelsen på kompensationen skal en irsk domstol afgøre. Sagen mod Ryanair var anlagt af byretten i Dublin for at få en klargørelse på gældende EU-lovgivning.

EU-domstolen sagde bl.a., at Denise McDonagh ”har ret til en rimelig dækning af det beløb som var nødvendigt, passende og rimeligt for at kompensere for flyselskabets mangler.”

Ryanair har afvist at kompensere passagerer som strandede under askeskyen med den begrundelse, at vulkanudbruddet var så ekstraordinært, at normale regler for aflyste fly ikke kunne være gældende.

Men, siger EU-domstolen, hvis kendelse er gældende i alle EU-lande, at også under sådanne hændelser har flyselskaberne pligt til at hjælpe deres passagerer.

EU’s regler for flypassagerers rettigheder “giver ingen begrænsning, tids- eller pengemæssigt, fra pligten til at flyselskaber tager sig af passagerer, hvis fly er aflyst pga. af ekstraordinære omstændigheder,” siger domstolen og tilføjer:

“Derfor ligger alle forpligtigelser til at levere omsorg til flypassagerer på flyselskabet i hele perioden, hvor den berørte passager afventer ombookning til en anden afgang.”

I kommentar til EU-domstolens kendelse siger Ryanair, at kendelsen vil betyde højere priser på flybilletter.

”Ryanair beklager beslutningen fra EU-domstolen, hvorefter passagerer nu kan gøre krav mod flyselskaber ved flyforsinkelser, der tydeligt er uden for flyselskabets kontrol,” hedder det fra Ryanair.