EU presser Alitalia og Italien

Alitalia har fået et kriselån fra staten på 300 mio. euro., og nu skal Italien inden for ti dage bevise, at lånet er givet på markedsvilkår. I sidste uge udtrykte EU sin tvivl om statslånet, selv om den italienske stat forsikrede, at det skal betales tilbage med renter i december i år. Det skriver Børsen i dag.

Alitalia fik et statslån i 2001 og kan ifølge EU-regler først igen få mere støtte i 2011. Dermed er Alitalia i fare for at flyve ind i nye problemer, selv om alle troede, at det ekstraordinære lån fra den afgåede italienske regering ville give selskabet tid til at finde en køber. Tvivlen om lånet kan nemlig resultere i protester og sagsanlæg fra konkurrenter, og Ryanair er muligvis allerede på vej med en protest over det nye lån.

Italiens nyvalgte regeringsleder, Silvio Berlusconi, er dog slet ikke foruroliget over Alitalias fremtid.
”Jeg er ikke bekymret. Det skal nok lykkes. For det kan ikke passe, at flytransport i Italien ikke kan være rentabelt ligesom i andre lande,” siger han.

Skrevet af Simon Jørgensen