EU siger OK til United og Continental

EU meddelte i går, at sammenlægningen ikke giver bekymringer for nogle af de ruter, de to selskaber betjener. De to selskaber fra Star Alliance skal dog også have et blåt stempel fra USA’s konkurrencemyndigheder inden de kan slå sig sammen med udgangen af i år.

 

Når United overtager Continental, flyver det forenede selskab videre som United Airlines. Samlet omsætter de for over 29 milliarder dollars om året, har 90.000 medarbejdere og dækker 370 destinationer i 59 lande.

De to selskaber bliver et af verdens største. United havde sidste år, ifølge officielle tal fra International Air Transport Association, 81,4 mio. passagerer, mens Continental havde 62,8 mio. Det giver 144,2 mio. passagerer. Dermed overgås de kun af Delta Air Lines, der sidste år, efter at have opslugt Northwest Airlines, havde 161 mio. passagerer.

 

Mens United er størst i passagerer, er Continental dominerende i antal destinationer. Continental er nr. to på listen over flyselskaber med flest destinationer i dette sommerhalvår, hvor Continental flyver til 351 destinationer – United betjener blot 114.

 
Størst i antal destinationer dette sommerhalvår er Delta Air Lines med 355

 

I øvrigt fik Continental – USA’s femtestørste flyselskab – sit største overskud i årets andet kvartal siden 2000. Hos Continental blev det ca. 1,3 milliarder kr. Continental omsatte i årets andet kvartal for 482 mio. dollars mere end i samme kvartal sidste år. Navnlig hentede selskabet stigende billetindtægter på ruterne mellem USA og Asien samt til Europa.

Continental flyver bl.a. mellem New Yorks Newark-lufthavn og København.

 

Skrevet af redaktionen