Mens skatten på hotelovernatninger i dag er 12,5 procent i Amsterdam, skal den stige til 20 procent frem mod 2030. Byrådet vil også forbyde krydstogtskibe at sejle ind i byens centrum.
20 millioner årlige udenlandske turister må være nok, vurderer byrådet i Amsterdam, som nu er klar med nye tiltag for at bekæmpe overturismen i den hollandske hovedstad.
Siden 2024 har skat på hotelovernatninger været 12,5 procent. Men næste år skal den stige til 16 procent og herefter ét procentpoint om året frem mod 2030, hvor den når 20 procent. Til den tid forventes turistskatten at indbringe Amsterdam 75 millioner euro, cirka 562 millioner kroner, årligt. Pengene skal angiveligt bruges til at forbedre byens infrastruktur, skriver hjemmesiden Dutch News.
Amsterdam har i runde tal 500 hoteller med over 42.000 værelser og sovepladser til mere end 90.000 gæster. Til sammenligning har København omkring 25.000 hotelværelser.
Sidste år havde byens turistråd, Amsterdam & Partners, 22 journalistgrupper og 134 individuelle rejsejournalister på besøg i byen for at promovere den som rejsemål. Amsterdam er navnlig interesseret i velhavende turister frem for budgetturister. Et andet tiltag er at begrænse antallet af souvenirbutikker rettet. Fremover skal nye souvenirbutikker have en licens.
Vil have krydstogtskibe væk fra bykernen
Byrådet vil desuden lukke Amsterdams centrale krydstogtterminal tæt på hovedbanegården. Antallet af anløb ved byens krydstogtterminal er allerede reduceret til blot 100 om året. Yderligere anløb kan ske i IJmuiden, cirka 30 kilometer fra Amsterdam, eller i Rotterdam, Hollands største havneby, som ligger mere end en times buskørsel fra Amsterdam.
Et andet af de nyere tiltag i Amsterdam for at reducere turismen er krav om færre flodkrydstogtskibe. Flodkrydstogter er et voksende marked i Europa; sidste år var der skønsmæssigt 1,4 millioner passagerer på denne ferieform.
Amsterdam har årligt omkring 2.000 anløb af flodkrydstogtskibe, men tallet skal ned på 1.150, lyder kravet fra byens myndigheder til Cruise Port Amsterdam. Det er næsten en halvering i forhold til 2023.
Relaterede artikler:
Amsterdam vil halvere antal flodkrydstogtskibe

STANDBY.DK Nyt om rejser


