TUI-koncernens finansdirektør frygter ikke mangel på flybrændstof. Arkiv-PR-foto.

Europas største rejsekoncern: Nok af flybrændstof

”Jeg er overbevist om, at vi ikke vil se mangel på flybrændstof de næste 10 uger,” siger TUI’s finansdirektør. Flere danskere ser tiden an og venter med at bestille ferien, oplyser TUI.

Rejseselskaber har travlt med at fortælle kunderne, at der er nok flybrændstof. Problemet opstod, efter at Israel og USA angreb Iran sidst i februar, hvilket blandt andet fik iranerne til nærmest at lukke Hormuz-strædet.

Og nu kommer der endnu en forsikring fra rejsebranchen, denne gang fra tyske TUI, der betegner sig som Europas største rejsekoncern: Feriegæster kan rejse trygt til sommer. I en pressemeddelelse onsdag skriver TUI, at ”trods overskrifter om potentiel mangel på flybrændstof i Europa grundet spændinger i Mellemøsten kører sommerens ferieprogram som planlagt.”

Koncernens finansdirektør, Mathias Kiep, understreger, at der er rigeligt med brændstof, og at TUI’s prissikring beskytter kunderne mod prisstigninger.

Rygter om en systemisk mangel på flybrændstof har skabt usikkerhed i rejsebranchen op til den travle sommersæson, skriver TUI.

Senest advarede det danske Udenrigsministerium i mandags om, at ”situationen i Mellemøsten kan føre til mangel på brændstof. Det kan påvirke flytrafikken og rejseplaner, især til rejsemål uden for Europa.”

En kunstig diskussion
TUI’s finansdirektør, Mathias Kiep, kalder diskussionen om brændstofmangel ”kunstig”.

”Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi ikke vil se nogen mangel i de kommende 10 uger. Der er helt sikkert brændstof nok. Vi ser diskussionen som en smule kunstig, da vi ikke ser nogen mangel i den nærmeste fremtid – og jeg forventer slet ingen påvirkning af sommeren,” lyder det fra Mathias Kiep.

Selvom de geopolitiske spændinger har påvirket oliepriserne, vil det ikke ramme TUI-kunder, der allerede har bestilt deres rejse, eller dem, der overvejer at booke. TUI har gennemført omfattende finansiel hedging – prissikring – hvilket betyder, at selskabet har købt størstedelen af sit brændstofforbrug til fastlagte priser, oplyses det.

Mathias Kiep siger, at det globale marked hurtigt har tilpasset sig: ”Europa modtager nu mere olie fra andre lande, såsom Nigeria, fordi de øgede priser har gjort produktionen dér rentabel. Samtidig er forbruget lavere end sidste år, og raffinaderikapaciteten er steget.”

TUI: Markedet er præget af sene feriebestillinger
Udtalelsen fra TUI kommer på et tidspunkt, hvor markedet er præget af sene feriebestillinger, da mange forbrugere afventer situationen i verden.

Samme tendens gør sig gældende i Danmark, siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI Danmark: ”Den geopolitiske uro betyder, at flere danskere ser tiden an og venter med at bestille ferien til udlandet.

Der bestilles stadig rejser, men de bestilles bare ikke i lige så god tid, som vi er vant til. Det hjælper på bestillingerne, at vi tilbyder vores kunder en prissikring, så de ikke skal frygte en ekstra regning, hvis de bestiller og betaler deres pakkerejse hos os,” siger Mikkel Hansen.

TUI’s koncernchef, Sebastian Ebel, siger i en pressemeddelelse: ”Vi tilbyder vores kunder et højt niveau af sikkerhed og kvalitet, især i turbulente tider. Pakkerejsen er fortsat guldstandarden for en bekymringsfri ferie.”

Pakkerejseloven er klar
Jakob Hahn, advokat og branchedirektør for den danske rejsebureauforening Rejs, sagde forleden til Standby.dk om prisstigninger i forbindelse med dyrere flybrændstof:

”Pakkerejseloven er forholdsvis simpel på dette område: Rejsearrangøren må hæve pakkerejsens pris med op til otte procent. Stiger prisen mere, skal kunden have mulighed for at hæve købet – og varslet kan kun ske, hvis der er mere end 20 dage til afrejse.”

 

Relaterede artikler:

Udenrigsministeriet advarer om risiko for mangel på flybrændstof

Københavns Lufthavn tillader ikke længere ‘fuel stop’

Dyrere flybrændstof udfordrer også rejsebranchen