Færre billige dagspladser ved Københavns Lufthavn

De to anlæg, P15 og P17, ligger lidt ude ad Kystvejen, men bliver døgnet rundt betjent af shuttlebusser, som er fremme ved terminalerne på få minutter.

 

Da de to pladser, der også bruges af lufthavnens egne medarbejdere, blev etableret for et par år siden, kostede det 45 kroner i døgnet at holde der.

 

På det seneste er prisen steget til 60 kroner i døgnet, og på P17 er der fremover kun plads til dem, der vil holde der en uge eller længere. På P15 er der stadig plads til dagsgæster i begrænset omfang. Det skriver Politiken.

 

I et nyhedsbrev skriver Lufthavnsparkeringen følgende om prisen på P15: »Det er dog fortsat muligt at holde på P15 for 60 kroner i døgnet«.

 

Dette skal dog tages med et par forbehold. Ved bestilling af parkering via internet ryger der obligatorisk betaling for ‘pladsgaranti’ på 35 kroner oven i.

 

‘I døgnet’ dækker heller ikke perioden fra f.eks. den ene dag kl. 16 til samme tidspunkt den følgende dag. Så skal kunden nemlig betale 2 x 60 kroner plus pladsgarantien, hvilket bliver til 155 kroner for at holde parkeret i 24 timer.

 

Billigste parkeringsmulighed ved lufthavnen er hos Europark på Amager Strandvej ca. 15 minutters gang fra terminal 3. Her er prisen 40 kroner plus et gebyr på 5 kroner for parkering inden for samme døgn. En uge koster 225 kroner.

 

På lufthavnens egne parkeringspladser er mindsteprisen 360 kroner for en uge. Plus de 35 kroner for pladsgarantien.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen