Færre impulskøb af ferierejser

Det kan godt være, at der fortsat er en lille skare, som lurer på en billigrejse i sidste øjeblik, men det er færre end nogensinde. I hvert fald når det gælder charterrejsen. Samtidig har lancering af billige lavprisbilletter og rabatter formentlig også ændret vanerne i den retning.

Det fremgik også ved et pressemøde hos Bravo Tours ved åbningen af Ferie for Alle i Herning. Her fortalte adm. direktør Peder Hornshøj (foto), at man har foretaget en større forbrugerundersøgelse blandt 6.655 af selskabets kunder via webafstemning.

 

Heraf fremgår det, at 26 procent nu bestiller en ferierejse over et halvt år i forvejen. Hele 38 procent har bestillingen klar senest tre måneder før. Tilbage er 25 procent med en mere kort distance, nemlig en måned inden afgang.

 

Endelig er der på impulslisten, og det vil mange gange være nogen, der håber på billigste pris til det sidste, syv procent to uger før, og kun 3 procent er nede på få dage før starten.

 

Som et apropos til bandbullen i dagbladet B.T. forleden med basis i klager til Rejse-Ankenævnet, der placerede Bravo Tours som nr. 1 (den værste) med 20 klager, hvor klagerne fik medhold ud af 146.000 gæster, siger Peder Hornshøj:

 

"Vi har aldrig fået så flotte tilfredshedskarakter som i 2009. På en skal op til 5 nåede vi 4,18 mod 4,1 året før. Vi er stolte af resultatet."

 

Skrevet af Ejvind Olesen