Halvårsresultat som ventet i Københavns Lufthavne A/S

Københavns Lufthavne A/S indfrier egne forventninger til første halvår. Det viser den netop offentliggjorte delrapport. Resultat før skat blev et overskud på 418,6 millioner kroner. Det er 82,6 millioner bedre end i samme periode i fjor.
Omsætningen gik frem med 10,7 procent (128,2 millioner) til 1,3311 milliarder og skal ses på baggrund af en passagertilvækst på 2,4 procent i forhold til de første seks måneder af 2004.
For så vidt angår de internationale aktiviteter, er resultaget forbedret med 14,6 procent til 31,4 millioner.
Om forventningerne til hele 2005 hedder det i delrapporten, at resultatet for første halvår svarer til det forventede og ikke rykker ved første kvartals forventning om et årsresultat før skat på plus 900 millioner kroner. I forventningen er ikke indregnet effekter af koncessionsaftalen med den bulgarske stat i forbindelse med privatisering af Varna og Bourgas. Men det ventes ikke at få væsentlig effekt på det samlede resultat før skat for 2005.

Skrevet af