Verdens største passagerfly for første gang i luften

Der blev skrevet luftfartshistorie, da Airbus 380 for første gang onsdag kl. 10.29 lettede fra Blagnac International Airport i sydfranske Toulouse og i tre timer og 54 minutter fløj over det sydvestlige Frankrig med Claude Lelaie som kaptajn.



Flyet løftede med en vægt på 421 tons – verdens hidtil tungeste flyvning for et passagerfly. Flyet fire enorme Rolls-Royce motorer sendte flyet med få besætningsmedlemmer, vandfyldte ballasttanke og masser af måleinstrumenter på vingerne.



Airbus 380 har to etager til de i snit 555 passagerer – 150 mere end luftens hidtidige konge, Boeing 747. 380’eren er på højde med en 7-etagers bygning, 73 meter langt og med et vingefang på 80 meter.



Typisk er flyet beregnet til cirka 555 passagerer fordelt på tre klasser, men det kan i en sardinversion have op til 800 passagerer, f.eks. på japansk indenrigsflyvning eller charter.



Det har kostet Airbus omkring 75 milliarder kroner at udvikle kæmpen. Der er foreløbig bestilt 139 af de store dobbeltdækkere – til cirka 1,8 milliarder kr. stykket. De første leveres til flyselskaberne i anden halvdel næste år.

Foreløbig har 15 flyselskaber, bl.a. Air France, Lufthansa, Qantas, Thai Airways og Virgin Atlantic, bestilt 154 eksemplarer af flyet.



Indtil da skal megabamsen – der bliver fem testfly – gennemføre 2.500 timers testflyvninger, inden det skal have sin godkendelse fra luftfartsmyndighederne.

Skrevet af