Shoppende turister skaber vækst i København

København er efterhånden ved at blive en af Europas mest populære shoppingbyer. Stormagasiner og butikker omkring strøget melder om et stærkt stigende salg til udenlandske turister.

”Vi har aldrig set så mange udenlandske shoppere, som vi gør nu. Det er en udvikling, der er forstærket det sidste årstid. København er for alvor blevet en by, man tager til for at shoppe,” siger forretningsdirektør John Hansen fra stormagasinet Illum.

Kombinationen af forbrugsglade turister og en regnfuld sommer har skabt et rekordsalg i indre by. Flere butikker melder om vækstrater, der slår alle tidligere rekorder. ”Vi har aldrig haft så mange gæster og så stor vækst i omsætningen, som vi havde sidste måned,” siger Henrik Ypkendanz, adm. direktør for Illums Bolighus. Han oplyser, at en tredjedel af omsætningen i Illums bolighus skyldes turister. For blot tre år siden var det kun en fjerdedel.

Hos Wonderful Copenhagen vurderer man, at København er blevet en populær by blandt nogle af de turistgrupper, der har et højt forbrug, men også blandt ”citybreakers”, dvs. turister med korte ophold i storbyer. ”København er blevet en by, man forbinder med mode og design, samtidig med at der generelt er flere turister i byen. Det kan butikkerne mærke. Vi ser bl.a. flere city breakers og flere krydstogtbesøg,” siger salgs- og marketingsdirektør Ole Andersen fra Wonderful Copenhagen.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik har der været en vækst på 24 pct. i antallet af hotelovernatninger i København fra 2003 til 2006.

Det vurderes, at city breakers er den undergruppe, der oplever den højeste vækst herhjemme. Omsætningen i København fra city breakers er i dag på omkring 4,1 mia. kr., mener VisitCopenhagen.
En anden gruppe af turister, der kommer flere af, er krydstogtspassagerne, som er kendt for at have et særligt højt forbrug. Antallet af disse er mere end fordoblet siden 2002.

(Berlingske Tidende, d. 21. august, 2007)

Skrevet af