Mens flyvninger og passagertal indenfor Europa synes mindre påvirket af krigen i Irak, er det anderledes i USA. Her er markedet droslet så meget ned, at de store flyselskaber nu atter fyrer ansatte og skærer i kapaciteten.
Delta Air Lines vil reducere kapaciteten ca. 12%, men der er ikke truffet beslutninger om nye fyringer eller om at tage fly ud af trafik. Delta lukker bl.a. nogle ruter til Europa, hvilke er endnu ikke oplyst. De planlagte nye ruter til Rom fra hhv. Boston og Cincinnati er blevet udskudt.
Delta vil ikke skære i antallet af sine indenrigsdestinationer, men vil nedsætte betjeningen på en række.
Northwest vil fra april fjerne 12% af kapaciteten, sætte 4.900 ansatte på gaden og tage 20 fly ud af trafikprogrammet.
United Airlines vil reducere sin flyvninger 8% og sætte 3.400 ansatte på ubetalt orlov. United indstiller over 100 daglige indenrigsafgange og stopper hver femte internationale flyvning. Efter nedskæringer, der træder i kraft 6. april, flyver Star-partneren dog stadig små 1.600 daglige flyvninger – hertil kommer 1.500 andre daglige flyvninger udført af United Express. Blandt de 21 parkerede fly er fire af de vældige B777’ere.
Uniteds daglige bookingtal er efter krigsudbruddet faldet 36% på indenrigs og 50% på udenrigs sammenlignet med samme periode i fjor.
Også Air Canada mærker den amerikanske nervøsitet for at flyve. Selskabet vil skære 3.600 jobs væk og forfølge en spareplan på ca. tre milliarder DKK. Sædekapaciteten er beskåret 8% – hvilket svarer til 18 færre fly.
Cirka same melding kommer fra American Airlines, der har fjernet 6% af kapaciteten, bl.a. ved at indstille nogle afgange til London fra Boston, Chicago og St. Louis samt fra Dallas/Ft. Worth til Paris.