Kæmpekongres giver København millionomsætning

Når den humanitære netværksorganisation Rotary Internationals i næste uge holder sin 97. årlige kongres, er det første gang i Rotarys 101-årige historie, at foreningens verdenskongres holdes i Norden.

Kongressen har ca. 18.000 deltagere – erhvervsfolk, studerende, virksomhedsledere og pårørende.



”Konservativt skønnet vil kongresdeltagerne bringe en omsætning til byen på mindst 160 mio. kr. I den beregning tages højde for, at en del deltagere bor privat hos danske rotarianere. Oven i de 160 mio. kr. kommer leje af Bella Center, catering og transport,” siger Lars Bernhard Jørgensen, adm. direktør, Wonderful Copenhagen.



Rotary bidrager bl.a. til at bekæmpe analfabetisme, sult og sygdomme i udviklingslande. Organisationens velgørende projekter og globale netværk er med til at bygge bro mellem kulturer, racer og religioner samt skabe gensidig forståelse.



”Rotarys internationale kongres sætter fokus på det danske samfund overfor tusindvis af opinionsdannere fra hele verden under besøget i København. Det er en unik chance for at vise, at Danmark er et tolerant og åbensindet samfund med plads til alle kulturer, racer og religioner,” siger rotarianer, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.



Malmø, Helsingborg og København, deler værtskabet, selve kongressen finder sted i København.



Til efteråret kommer endnu en stor kongres til København. 14.-17. september holder EASD – European Association for the Study of Diabetes – dens 42. årlige kongres i Bella Center med forventet 15.000 deltagere.


Skrevet af