Her er Icelandairs nye produktoplæg

I sin pressemeddelelse mandag gennemgik Icelandair sit nye serviceoplæg på selskabets tre klasser, økonomiklasse, (den nye) økonomi plus og business class. Her er nogle højdepunkter:



Økonomiklassen henvender sig til ferierende. Passagerer sidder på tre sæder på hver side af midtergangen.



Der bliver gratis underholdning, hidtil har passagererne skulle betale et mindre beløb for adgang til spillefilm. Icelandair er i gang med at installere nye sæder i sine Boeing 757’ere, som bruges på alle selskabets ruter. I de nye sæder har alle passagerer egen tv-skærm.



På økonomiklasse bliver der gratis aviser og drikkevarer (dog ikke alkoholiske) og et ”varieret menukort med mad til favorable priser.”



Hovedtelefoner til underholdningssystemet kan købes om bord – eller man kan medbringe sine egne. Også tæpper og puder skal der nu betales for på økonomiklasse.



Passagererne får mulighed for internet check-in på alle tre klasser. Passagerer på økonomiklasse må have 20 kg bagage.



Den nye klasse – Economy plus – henvender sig til ”forretningsrejsende og feriefolket, der sætter pris på komfort og produktivitet,” skriver Icelandair.



Passagererne får på denne klasse Business Class-sæder – to på hver side af midtergangen. De får mere benplads end på økonomiklasse, gratis underholdning, mad og drikke (herunder vin og øl) samt adgang til business class-check in og adgang til lounge.



Der er også gratis aviser, tæpper og puder samt hovedtelefoner til underholdningssystemet ligesom passagererne må tjekke 30 kg bagage ind.



Icelandairs business class, Saga Class, henvender sig til passagerer som vil betale for kvalitet, komfort og luksus.



Der er luksuriøse Business Class-sæder, to på hver side af midtergangen, og god benplads. Der bliver garanteret sædevalg samtidig med køb af billet.



Der er Business Class check-in og adgang til lounge, ombord er der gratis velkomstdrink, gode hovedtelefoner, al mad og drikkevarer er med i prisen, det samme er tæpper og puder og der må tjekkes 30 kg bagage ind.



På europæiske ruter tilbyder Icelandairs business class et valg mellem to hovedretter – og tre hovedretter på de nordamerikanske ruter. På de nordamerikanske ruter får passagerer på Icelandairs business class en toilettaske med fornødenheder – ligesom de må tjekke 2 x 33 kg ind.



Icelandair var i fjor 11. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 327.000 passagerer. Icelandairs største rute er mellem København og Keflavik.



HB

Skrevet af