Dubai det nye Florida

Dubai var sidste år det ord, flest kunder søgte efter i Profil Rejsers programmer, og ikke mindre end 18.000 kunder downloadede programmet til Dubai.
Det går rigtigt stærkt i Dubai, og selv om antallet af rejser fra Danmark endnu ikke er kommet helt op i omdrejninger, venter Profil Rejser, at netop Dubai bliver en af fremtidens helt markante rejsemål. Et rejsemål som for alvor vil lette, når der kommer en direkte forbindelse mellem København og Dubai.
”Emirates mangler fly i øjeblikket. Men når de får flere fly vil en direkte forbindelse mellem Skandinavien og Dubai komme som en af de første, og her vil København være naturlig. Jeg vil tro sådan en forbindelse kan komme i løbet af omkring to år,” siger Mats Jonsson, turistchef for Dubai i Skandinavien til Stand By.
Dubai er i øjeblikket ved at blive lavet om et en ny udgave af Florida. Ideen er, at skabe masser af shoppingcentre, spektakulære hoteller, store projekter som ”The Palm”, tre kunstige øer hver formet som en palme, ”The World”, 250 øer som skal danne et verdenskort, golfbaner, mange nye forlystelsesparker, en indendørs skibakke, alpehytter og skicenter i et land, hvor temperaturen i den varmeste måned juli, kan nå op på 41 grader i gennemsnit i luften og 37 grader i vandet, mens det de fleste måneder resten af året ligger på 24–33 grader og en vandtemperatur på 21–29 grader.
Fordelen ved Dubai frem for Florida er en kortere flyvetid. I øjeblikket tager det fra otte til 12 timer at komme til Dubai fra København. Med en direkte forbindelse kan omkring tre timer skæres fra.
Det er også i Dubai, man kan bo på det seksstjernede Burj Al Arab hotel ude i vandet. Pris 3.450–5.615 kr. pr. person pr. nat. Eller leje en Ferrari F 360F1 Spider til 8.000 kr. om dagen. Selvrisikoen er 16.000 kr. En Porsche Boxter S koster kun 2.400 kr. om dagen.
Fra Danmark kom sidste år 10.347 turister til Dubai. I år venter Mats Jonsson 11.000 – 12.000. Profil Rejser har udgivet et specielt program for Dubai og de andre lande omkring Dubai. ”Vi har 300 rejsende til Dubai, med en gennemsnitspris på lidt under 13.000 kr. Nu venter vi omkring 1.000 rejsende og mange flere i fremtiden,” siger Kåre Johansen, Production Manager, Profil Rejser.

Skrevet af