Dyrere rejser i vente

Den danske rejsebranche mærker stigningen i oliepriserne. De første ekstra olie-tillæg i forbindelse med allerede købte charterrejser er dukket op, og flere kan forventes, hvis brændstofpriserne forbliver på et højt niveau.

Muligheden for at efterregulere, hvis udefrakommende faktorer, som f.eks. stigende oliepriser, ændrer prisgrundlaget, er en del af de rejsebetingelser for charterrejser og rejser med rutefly, som alle danske rejsebureauer henholder sig til og arbejder efter.

I bestemmelserne hedder det sig, at ”Rejsens pris er beregnet på grundlag af gældende tariffer, afgifter og valutakurser. Rejsebureauet forbeholder sig derfor ret til inden afrejsedag at foretage sådanne prisændringer, som skyldes ændringer i transportomkostninger (f.eks. brændstofpriser), skatter, afgifter eller gebyrer (f.eks. lufthavns-, start- eller landingsafgifter) eller valutakurser, som er anvendt til beregning af prisen for den pågældende rejse”.

Det betyder, at hvis en lufthavnsafgift for eksempel stiger 100 kroner, forhøjes rejsens pris tilsvarende. Og modsat hvis afgifter nedsættes, så reguleres rejsens pris tilsvarende ned og det også for de kunder, der allerede har betalt deres rejse.

Rejsebestemmelserne omfatter også forbrugerbeskyttelse. Dels skal rejsebureauet kunne dokumentere de uforudsete prisstigninger, og dels har forbrugerne ret til at ophæve deres køb og få hele det indbetalte beløb tilbage, hvis prisstigningerne er mere end 10 pct. af rejsens pris.

(Berlingske Tidende, d. 5. januar, 2008)

Skrevet af