FDM Travel udvider ledelsen

Jesper Ewald skal ikke mere alene tegne FDM travel; den vellidte chef (og formand for Danmarks Rejsebureau Forening) får nu selskab i den daglige ledelse af det store ferierejsebureau – ligesom direktionen for selve FDM, adm. direktør Thomas Møller Thomsen (billedet), og økonomidirektør Carsten Møller vil være aktiv i bureauet.



Ledelsesgruppen af FDM travel vil fremover foruden Jesper Ewald (produktportefølje, indkøb og koordinering) bestå af Ulla Bruun (ansvar for salg, de lokale bureauer og call center) samt Ingrid Falkenham, markedschef i selve FDM og nu også for FDM travel.



FDM travel har en omsætning fra sine cirka 175.000 årlige gæster på en halv milliard kroner – men bureauet kan ikke tjene penge. De sidste fire år har der hvert år været underskud og der er tabt 30 mio. kroner.



”Og dét er lige præcis problemet. Vi kan ikke drive rejsebureau som taber mange penge. Vi har de seneste år reduceret antallet af bureauer fra 25 til 15, uden det har fjernet problemet. Men FDM travel er hverken ved at blive gjort klar til salg, ved at blive fusioneret eller opkøbe andre,” siger Thomas Møller Thomsen til Take Off Weekly og tilføjer:



”FDM er en tålmodig ejer, men FDM travel kan ikke blive ved med at tabe. Det er beskeden fra bestyrelsen, som fortsat utrolig gerne vil drive FDM travel, der udgør over halvdelen af FDM’s samlede omsætning.”



”Rent formelt er Ulla Bruun og Ingrid Falkenham rykket op på siden af Jesper Ewald, som har samme rolle som før. Jesper er utrolig kompetent, og ændringerne sker for at FDM travel kan blive bedre rustet til fremtiden. Samtidig satser rejsebureaukæden på en mere offensiv strategi i kampen om kunderne,” siger Thomas Møller Thomsen, der blev adm. direktør for FDM sidste år.



FDM travel er Danmarks største rejsebureaukæde og vil fortsat have 15 rejsebureauer i Danmark. ”Men den ledelsesmæssige fokus vil blive skarpere på navnlig priser ligesom vi vil udrulle en mere offensiv salgsstrategi,” siger Thomas Møller Thomsen.



RETTELSE

Jesper Ewald har utallige gange, også i Take Off, været udnævnt til adm. direktør for FDM travel; den titel er ikke korrekt; han er rejsebureauchef – adm. direktør for FDM travel er selve FDM’s direktør, i dette tilfælde Thomas Møller Thomsen.

Skrevet af