Åben strid i bestyrelsen for Greenland Tourism

Formanden for bestyrelsen i Grønlands Turistråd svarer nu igen på den kritik, der blev fremsat mod ham og turistorganisationens direktør i sidste uge. Det var nyhedsbrevet Travel People, som blandt andet citerede det menige bestyrelsesmedlem i organisationen, Bjarne Eklund, for oplysningerne om, at direktør Stig Rømer Winther skulle have gjort sig skyldig i nepotisme, fordi han har haft sin hustru engageret til at løse konsulentopgaver for rådet.

”De beskyldninger kan jeg på det klareste afvise” hedder det i en pressemeddelelse fra formanden, Flemming Nicolaisen. Han fortsætter: ”Som formand har jeg hele tiden været fuldt orienteret om baggrunden for, at adm. direktør Stig Rømer Winther, efter aftale med mig, ansatte sin egen hustru til at løse en presserende opgave for selskabet”. Nicolaisen betoner videre, at bestyrelsen i Greenland Tourism blev orienteret om ansættelsen af direktørens hustru, og har bakket op om beslutningen.

Dermed stilles kritikken fra Bjarne Eklund i et nyt lys.  Til den grønlandske ugeavis Sermitsiak, har Eklund udtalt, at det efter hans opfattelse er afgørende, at GT’s ledelse ikke bringer sig i en situation, hvor den kan angribes for nepotisme. ”Og jeg mener, at direktøren har bragt sig i en sådan farlig position”.

Men efter at være forelagt bestyrelsesformand Flemming Nicolaisens tilbagevisning, fastholder Eklund alligevel kritikken. Til Stand By siger han: ”Det er helt korrekt, at bestyrelsen blev orienteret om ansættelsen af Stig’s hustru. Men det er ikke ensbetydende med, at bestyrelsen også har godkendt ansættelsen, – jeg har i hvert fald ikke”. Bjarne Eklund tilføjer i dag, at han stadig er modstander af ansættelsen: ”Og det vil jeg blive ved med at være” siger han.

Dermed er uenigheden mellem GT’s bestyrelsesmedlem og organisationens formand brudt ud i lys lue, og bliver formentlig et hovedtema, når organisationen holder bestyrelsesmøde på torsdag i denne uge. Her skal bestyrelsen samtidig drøfte en række andre kritikpunkter. Formanden er således i den grønlandske ugeavis blevet beskyldt for at have optrådt beruset på en officiel rejse til Kina, og afskedigelsen af projektkoordinator på årets Vestnorden workshop, Caroline Cournoyer er også på dagsordenen.

I sin pressemeddelelse skriver bestyrelsesformand Flemming Nicolaisen, at han overvejer at indbringe Travel People for Pressenævnet, dels fordi oplysningerne om hans opførsel i Kina er ukorrekte, dels fordi han ikke selv er blevet forelagt oplysningerne, inden artiklen blev trykt.

Om afskedigelsessagen hedder det blot i pressemeddelelsen, at opsigelsen af den pågældende konsulent er sket i henhold til opsigelsesvarslet, og at Greenland Tourism derfor ikke mener, at der er tale om en uberettiget afskedigelse.

Skrevet af