Køb toldfrit efter landing i Norge

Næste år kan flyrejsende til Norge vente med de taxfree indkøb til de er landet i den norske lufthavn. En aftale om ”beskatning af rejsegods” mellem Norge, Sverige, Finland og Danmark gjorde, at det norske ønske skulle til høring i nabolandene, men her var ingen indsigelser. Norge er ikke medlem af EU, så der kan købes toldfrit på rejser mellem f.eks. Norge og Danmark.



Med den nye mulighed bliver Norge det kun tredje land i Europa med mulighed for at købe toldfrit efter landing – de to andre er Island og Tyrkiet, skriver den norske avis Dagens Næringsliv.



Ved at passagererne ikke behøver slæbe toldfrie indkøb med på flyet til Norge, fylder håndbagagen mindre, flyet vejer dermed mindre og bruger mindre brændstof ligesom der er færre løse objekter i kabinen i en evt. nødsituation.



Den statslige norske lufthavnsejer, Avinor, gnider sig i hænderne og forventer en ekstra årlig omsætning på 100 millioner norske kroner ved “ankomstsalg” af bl.a. spiritus og tobak.



Så er det bare at vente og se, om f.eks. Danmark vågner op, og tillader samme system. Siden årsskiftet har det været muligt at købe ikke-toldfrie varer, herunder kosmetik, efter landing i Københavns Lufthavn; selv om det ikke har været noget lufthavnen eller Nuance, der driver butikkerne, har været skrappe til at kommunikere.

Skrevet af