Sterling skifter navn

”Ja, vi skifter en slags efternavn – og det har taget tid at få tilladelse til .EU; men det signalerer, at vi satser mere på resten af Europa,” sagde Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, tidligere på ugen til Take Off.



Efter Sterling er begyndt at flyve svensk indenrigs – i kølvandet på svenske FlyMe’s kollaps tidligere på måneden – er nu over halvdelen af Sterlings produktion uden for Danmark.



”I første omgang flyver vi kun svensk indenrigs mellem Stockholm og Gøteborg, men vi kigger også på ruter fra Stockholm til nordsvenske Umeå og Luleå,” siger Stefan Vilner.

Faktisk flyver Sterling ikke selv Stockholm – Gøteborg – det gør dets indchartrede familiemedlem, det britiske charterselskab Astreaus. Begge er med i Northern Travel Holding fra Island, som bl.a. også ejer Iceland Express og Hekla Tours.



Den fabriksnye Boeing 737-700, som torsdag kom til Sterling i Københavns Lufthavn, er første af tre af denne type. De erstatter to lidt større Boeing 737-800, som returnerer til deres ejere, et leasingselskab.



Sterling havde sidste år 4,2 mio. passagerer, heraf var en million chartergæster.



Foto: Rick Schlamp



HB

Skrevet af