Stand By og Take Off går sammen

Stand By Publishing ApS har med virkning fra 1. juli 2007 købt aktierne i Skandinavisk Bladforlag A/S, som udgiver branchemagasinet Take Off med tillægget Rejs & Oplev samt de tilknyttede webnyheder. Købesummen offentliggøres ikke. Efter overtagelsen fortsætter de to medier med uafhængige organisationer og udgivelser, og får Stand By Publishing ApS som det fortsættende moderselskab.

Bestyrelsesformand i Stand By Publishing ApS, Lars Thuesen, udtaler: ”Som i så mange andre brancher er også bladbranchen i en udvikling mod færre og større spillere. Derfor har vi set det som en fordel at samle de danske rejsebranchemedier under et ”single ownership”, som jeg forventer, vil kunne tilføre de to blade ny dynamik, og samtidig give luft for en yderligere, fælles ekspansion i Skandinavien og Nordeuropa”.

Administrerende direktør i Stand By Publishing ApS, Christian Peschardt, siger: ”Der bliver ingen ændringer i de to brancheblades udgivelser, hverken på print eller på internettet. Hele formålet med den selskabsmæssige overtagelse er netop at sikre den fortsatte konkurrence, som har været sund og givende. Og der var der enighed i de to ejerkredse om, at det bedst sker ved et køb af Take Off nu”.

Chefredaktør på Take Off, Ejvind Olesen, udtaler: “Take Off har netop haft 50 års jubilæum som Nordeuropas ældste rejsebrancheblad. Vi har blikket skarpt rettet mod fremtiden med fornyelser på flere måder, bl. a. med mere fokus på forbrugerne. Nu får vi en bredere platform. Det har vi positive forventninger til, og glæder os til nye udfordringer.” 

På Take Off fortsætter Ejvind Olesen som chefredaktør, mens Christian Peschardt indtræder som administrerende direktør i Skandinavisk Bladforlag A/S. De to mediers redaktioner og salgsafdelinger forbliver uafhængige. Stand By’s organisation i Sverige, Norge og Baltikum berøres ikke af sammenlægningen.

På en ekstraordinær generalforsamling i Skandinavisk Bladforlag A/S i dag er Lars Thuesen indtrådt som formand, og Christian Peschardt indtrådt som bestyrelsesmedlem. Selskabets bestyrelse består herefter af de to ovennævnte, samt chefredaktør Ejvind Olesen.

Fakta om Stand By Publishing ApS

Stand By Publishing ApS udgiver rejsebranchemagasinet Stand By i Danmark, Sverige og Norge, søstermagasinet Baltic Stand By i Estland, Letland og Litauen samt Billund Lufthavns magasin, Check-in Billund. Desuden publiceres branchenyheder elektronisk i regionen gennem internetsiderne standby.dk, turismenyheder.dk, standbynews.com (svensk), standbynews.no (norsk) og standbynews.info (i Baltikum)

Fremover udgives i selskabets regi også branchemagasinet Take Off med månedlige udgivelser på print og daglige udgivelser på takeoff.dk. Forbrugermagasinet Rejs & Oplev er en del af Take Off, og udkommer bl.a.  som inflight magasin hos en række flyselskaber på ruter til og fra Danmark.

I alt udgiver Stand By Publishing ApS fremover 37 årlige udgivelser og beskæftiger 16 medarbejdere, fordelt på redaktioner i fem lande.

Skrevet af