Lemper advarsel om Bangkok

Advarslen skyldes bombeeksplosionerne i Bangkok nytårsaftensdag. Tre mistede livet og ca. 40 blev såret, bl.a. otte udlændinge, dog ingen danskere.



Udenrigsministeriet mildnede tirsdag sin første advarsel. Fra at undgå ikke nødvendig færdsel i Bangkok, tilrådes danskere i Bangkok nu at udvise ”agtpågivenhed og undgå områder, hvor mange mennesker samles – samt holde sig orienteret om udviklingen og følge de thailandske myndigheders anvisninger.”



Der skønnes at være 1.400 til 1.800 danskere i Bangkok i øjeblikket.



Det vides ikke, hvem der står bag bombesprængningerne. Muligvis tilhængere af den afsatte premierminister, der blev fjernet ved et ublodigt militærkup i september.



Siden militærkuppet 19. september sidste år opretholdes militær undtagelsestilstand. En civil overgangsregering skal gennemføre et planlagt valg til oktober i år.



Generelt er Thailand fredeligt, men der er uroligheder i de fire sydlige, muslimske provinser, Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani, ved grænsen til Malaysia. Rejser til disse provinser frarådes, oplyser Udenrigsministeriet.



Fra 2001 til 2005 steg det samlede antal af danske turister til Thailand fra ca. 79.000 i 2001 til 98.500 i fjor.

Skrevet af