Kommentaren

Kritisk journalistik er en afgørende forudsætning for demokrati, som den danske befolkning ønsker det. Ingen vil have en tandløs presse. Og samfundsmæssige problemer skal afdækkes i klar tale.



Derfor drejer diskussionen sig ikke om den unge håbefulde journalist, der tog en kniv med ud til en gate i Københavns Lufthavn for at vise, at ”det kunne man sagtens” uden at blive stoppet i Security-check . Ingen ved deres fulde fem vil hindre journalister slet ikke de talentfulde af slagsen i at gøre deres arbejde. Grænser for arbejdsmetoder for at få ”sandheden” frem skal naturligvis afprøves.



Når Dansk Journalistforbund har gjort forløbet til en diskussion om ytringsfrihed, er det helt ude i hampen. Man ser ikke skoven for bar træer.



Essensen er her, om en journalist i embeds medfør skal kunne overtræde dansk lovgivning efter for godt befindende? Om den journalistiske metier står over loven.



Det sagde byret og landsret nej til. Men Højesteret sagde ja. En dom af meget stor rækkevidde for lignende sager. Og efter min ringe mening i meget dårlig tråd med samfundets almindelige moral. Ingen bør kunne sætte sig over loven. Heller ikke selv om formålet er at bevise fejl og mangler i f.eks. sikkerhedskontrollen i lufthavnen.



Tænk hvis en motorjournalist fik lyst til at køre 170 km. På motorvejen over Fyn for at vise, at det kan man godt ti gange uden at blive at taget af færdselspolitiet.



Eller en erhvervsjournalist vil vise, at man sagtens kan fuske med momsafregning uden at blive opdaget.



Eller en journalist på dagpenge vil bevise, at man sagtens kan snyde systemet og have lønindtægt og overførselsindkomst samtidig.



Suppler selv.



Højesteret har åbnet en ladeport til i bedste fald en gråzone. Hvornår kan pressen blæse på loven, fordi de arbejder i en højere sags tjeneste, og hvornår er de almindeligt dødelige?



Dommen må udløse selvransagelse på Christiansborg. For de privilegier, som journalisterne har i samfundets interesse – kildebeskyttelse, mulighed for at forcere afspærringer osv. – skal nok præciseres. Det kan ikke have været politikernes mening, at ulovligheder kan være et legalt arbejdsredskab. Vi venter spændt på nyt fra Christiansborg.


Skrevet af