Rekorddag i Kastrup uden problemer

I går søndag var rekorddag i Københavns Lufthavn. I løbet af dagen fyldte mere end 70.000 passagerer terminalerne, det største antal nogensinde på en enkelt dag, men trods de mange rejsende forløb dagen uden problemer, og stort set alle flyafgange kom planmæssigt i luften. Lufthavnens direktør, Niels Boserup, forklarer at det dårlige danske sommervejr sandsynligvis er en medvirkende årsag til det rekordstore antal rejsende, og han er ganske tilfreds med gårsdagens trafikafvikling: ”Det er gået enestående. Vi fik tilkaldt ekstra personale, der klarede opgaven flot. Flere gange måtte jeg dog knibe mig selv i armen af spænding” siger Boserup.
Blandt de initiativer, lufthavnen havde iværksat for at klare de mange passagerer, var indchartringen af en del af Bella Center, der blev brugt som venteplads for bl.a. krydstogtsgæster, der skulle med fly ud af København. Denne model er dog en engangsforestilling, idet lufthavnsledelsen i stedet vil arbejde på at få opført en check-in terminal ved Langelinie eller i Frihavnen til næste år. De nye terminaler skal lette presset på lufthavnen i højsæsonen, og samtidig reducere ventetiden for krydstogtsturisterne.
(Jyllands-Posten Erhverv d. 19.07.2004)

Skrevet af