Fabeldyr i Den Blå Planet

I skolernes vinterferie sætter akvariet Den Blå Planet fokus på fabeldyr og havets fantastiske fortællinger – fra Kraken og kæmpeblæksprutter til søslanger og havfruer. 

Tidligere troede man, at havfruer skreg som kvinder og smagte af pattegris? Eksistensen tvivlede man ikke om. Christopher Columbus skrev i sin dagbog fra opdagelsen af Amerika, at hans admiral havde set tre havfruer.

På Carta Marina fra 1539, der viser Skandinavien og havene omkring, kan man se monsteret Kraken, der er større end et skib og trækker sømænd i døden. Der er store søslanger, havheste og et væld af endnu vildere dyr. Dengang troede man, at alle dyr på landjorden også fandtes i havet, der skulle være fuldt af havelefanter og sønæsehorn.

Hver dag i vinterferien kan man opleve Den Blå Planets egen havfrue i Oceantankens fire millioner liter vand omgivet af hammerhajer og svævende rokker.

Der er børneteater, hvor havkatten Kisser vil være fabeldyr og klæder sig ud som Midgårdsormen, mens Den Blå Planets maskot, Hammerhajen Hik, fortæller om forskellen på fabeldyr og virkelighedens dyr.

Eller man kan lede efter de fabelagtige dyr bag myterne i en tematiseret skattejagt. Nogle af dem har tre hjerter og ni hjerner, andre har to meget lange hjørnetænder, og andre igen svømmede rundt med dinosaurerne for 150 millioner år siden.