Færøerne vil også være vinterdestination

FærøerneTURISME: Færøernes Turistråd – Visit Faroe Islands – har netop lanceret en ny vinterfilm. Færøerne er lige så smukke og uberørte om vinteren som om sommeren, men ikke lige så besøgte, hedder det.

For at sætte ekstra fokus på Færøerne som vinterdestination har Visit Faroe Islands præsenteret den nye vinterfilm, der viser nogle af de oplevelser og det utrolige landskab, man kan besøge om vinteren.

“På Færøerne er vi stolte af vores land, og med vinterfilmen har vi alle fået et medie, vi kan dele, så vi kan vise verden, hvorfor Færøerne også er et sted man skal opleve om vinteren,” siger Gudrid Højgaard, direktør for Visit Faroe Islands.

Vinterfilmen er en del af det overordnede U-koncept, som handler om at fortælle om det unikke ved Færøerne. Uspoleret, uopdaget og utroligt er blot nogle af de ord turisterne bruger, når de beskriver deres oplevelser på Færøerne.