Færre krydstogtpassagerer i København

2019/08/defaultmain.jpgMens Københavns Havn sidste år havde 840.000 krydstogtpassagerer ender dette års krydstogtsæson med 346 anløb og ca. 800.000 passagerer. København er dog fortsat en af Europas mest populære krydstogtdestinationer.

”København er med sin beliggende ved indsejlingen til Østersøen et naturligt knudepunkt for krydstogttrafikken i Nordeuropa. Havnens beliggenhed i hovedstaden er perfekt, lufthavnen ligger i nærheden, og København som by tiltrækker mange slags rederier og gæster – her er der noget for alle,” siger Arnt Møller Pedersen, krydstogtansvarlig hos CMP – samarbejdet mellem havnene i København og Malmø, (Copenhagen Malmö Port).

De ca. 40.000 færre krydstogtpassagerer i Københavns Havn i år kan delvis forklares med, at Malmøs havn i år for første gang havde et krydstogtår med turnarounds – hvor et krydstogt starter og slutter. Det var den spanske krydstogtarrangør Pullmanturs skib Empress, som ti gange anløb Malmø med ca. 36.000 passagerer – passagerer, der ellers ville have været i København.

Københavns Havns største krydstogtmåned var juni med 88 anløb, fulgt af 86 i juli og 74 i august. Sæsonen slutter i december med fem julekrydstogter.

Af de 346 anløb er 46% såkaldte turnaround calls, hvor fartøjerne tager nye passagerer ombord inden afgang, og senere sætter passagererne af, når krydstogtet er ovre. Samtidig foretages der adskillige besætningsskift i København i løbet af sæsonen. København er på denne måde en slags hjemhavn for disse fartøjer i løbet af sommersæsonen i Østersøen.

Resten af fartøjsanløbene er de transit calls, hvor skibet aflægger et dagsbesøg, så passagerne kan bruge mellem seks og syv timer som turister i København. Beregninger fra konsulentfirmaet G.P. Wild og BREA (Business, Research & Economic Advisors) vurderer, at krydstogtpassagerer og besætningsmedlemmer køber for omkring 825 mio. kr. om året under deres ophold i København.

Næste år tager Københavns Havn en ny krydstogtkaj i brug, den giver mulighed for 500 anløb om året. Desuden opføres tre nye, moderne terminalbygninger til turnaround-aktiviteterne.

Top 6 over besøgende krydstogtpassagerer i København var i år Tyskland med 25%, USA/Canada med 22%, Storbritannien 14%, Italien 7%, Spanien 4% og Australien med 3%.