Fagforeningsleder risikerer fyring fra Norwegian

Roger Handeland.

Roger Handeland.

Roger Handeland er indkaldt til opsigelsessamtale med ledelsen i Norwegian. Årsagen er et interview han gav til den norske ’Finansavisen’ om selskabets Dreamlinerproblemer.

Han er flytekniker i Norwegian og samtidig leder i NFO – Norsk Flytekniker Organisation – som organiserer ansatte fra alle flyselskaber i Norge, skriver boarding.no.

Han blev i september interviewet af Finansavisen om problemerne med selskabets to Dreamliner-fly. Her redegjorde han for, hvad de tekniske problemer bestod i, hvilke råd han ville give Norwegian-chef Bjørn Kjos og om problemerne kunne blive langvarige.

”Alle fly har indkøringsproblemer, men her har Norwegian taget en kalkuleret risiko”, sagde han blandt andet.

I dag – 7. oktober klokken 15 – er han indkaldt til samtale efter den norske arbejdsmiljølovs paragraf 15.1, som har titlen ’Drøftelse før beslutning om opsigelse’.  Baggrunden skal være det omtalte interview med Finansavisen.

Roger Handeland siger ifølge flere medier, at han ser meget alvorlig på sagen og er spændt på dagsordenen for mødet. Han understreger, at han udtalte sig som leder af NFO – og på vegne af alle flyteknikere i Norge.

”Jeg står stort set ved det, jeg har sagt, bortset fra at ordene ’kalkuleret risiko’ måske er faldet ledelsen tungt for brystet”, siger han til Finansavisen.