Fagmesse omsætter milliarder

world travel market 2014 rejsemesse LondonI disse dage afvikles den store årlige fagmesse for rejsebranchen, World Travel Market, i London – ifølge arrangørerne indgås der i de fire hektiske dage aftaler for ca. 22 milliarder kr.

Bag World Travel Market står Reed Travel Exhibitions, der har fire WTM-fagmesser verden over med WTM i London som den største – og ældste – i år er det den 35. udgave.

WTM i London har i år 5.000 udstillere (1.500 primære udstillere med en stand, mens resten er mindre firmaer med plads på en stand hos en hovedudstiller) og 50.000 besøgende på den lukkede fagmesse, oplyser arrangøren.

Holder arrangørernes research-tal fra sidste års WTM i London, indgås der i disse dage aftaler indenfor rejsebranchen til værdi af 3,7 milliarder dollars. World Travel Market besøges af topchefer og indkøbere fra rejsebranche, de mange udstillere, turistministre, pressefolk osv.

Som eksempel på indgåede aftaler ved sidste års WTM i London nævnes Encore, et selskab med speciale i at levere teater- og musical-billetter i London, der på sidste års WTM lavede aftaler om levering af teaterbilletter til rejsebureauer for ca. 50 mio. kr.

Reed Travel Exhibitions har sat datoer på sine 4 WTM næste år: WTM Africa, Cape Town, 15-17. april, WTM Latin America, Sao Paulo, 22-24. april, Arabian Travel Market, Dubai, 4-7. maj og World Travel Market, London, 2-5. november.