Falk Lauritsen og Apollo slås sammen

Søren Falk Lauritsen træder tilbage som adm. direktør ved årets udgang.

Søren Falk Lauritsen træder tilbage som adm. direktør ved årets udgang.

Apollo og Falk Lauritsen har siden 2007 været søsterselskaber i Kuoni-koncernen. Nu går de sammen under navnet Apollo. Sammenlægningen sker løbende de kommende måneder, og fra efterår og vintersæson 2015/16 opererer de under ét navn.

Allerede de kommende måneder vil de to selskabers produkter blive samlet. Det vil fortsat være muligt at bestille rejser gennem Falk Lauritsen, men der åbnes for samtidig at shoppe blandt de destinationer og hoteller, som ellers har ligget under Apollo. Det samme bliver muligt den anden vej.

”Som første led samler vi alle destinationer, hoteller og produkter i én kurv”, forklarer Niels Grosen, landechef for Kuoni i Danmark og chef for det fusionerede Apollo..

Falk Lauritsen kan snart tilbyde 140 nye hoteller og syv nye destinationer. For Apollos rejsende betyder det, at det bl.a. bliver muligt at bestille de populære hoteller, som gennem mange år har været trækplaster for Falk Lauritsens stampublikum.

Søren Falk Lauritsen vælger at stoppe som adm. direktør ved udgangen af 2014. Han fortsætter som konsulent i en periode.

”Efter 45 år i branchen har jeg valgt at give stafetten videre til nye kræfter, som kan tage vare på den ægte rejseglæde, som Falk Lauritsen står for. Markedet ændrer sig utrolig meget i disse år, og konkurrencen er skærpet, så jeg har fuld forståelse for, at ejerkredsen ønsker at samle ressourcerne, for dermed at gøre sig mere konkurrencedygtig,” siger Søren Falk Lauritsen.

Sammenlægningen har desuden medført, at fem medarbejdere i Herning har fået deres opsigelse. Kontoret i Herning bevares.