Københavns Lufthavn planlægger lavprishotel

“Vi er i øjeblikket ved at vurdere hotel nummer to i Københavns Lufthavne. Markedet ser ud til at ændre sig. Vi forestiller os et to – tre stjernet hotel med 200 – 300 værelser. Det behøver ikke være med B&O og arkitektegnede møbler på værelserne, men et hotel som dækker behovet for en overnatning. Det skal være pænt og ordentligt. Skrabet uden at være tarveligt. Det skal være et hotel som almindelige mennesker kan og vil betale,” siger Niels Boserup, direktør, Københavns Lufthavne, til Stand By. Københavns Lufthavne er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvordan hotel nummer to i lufthavnen skal laves.

Det sker efter det første hotel, Hilton Copenhagen Airport, har succes og høj belægningsprocent. Københavns Lufthavn har allerede en grund reserveret til et nyt hotel.

“Der er sket en demokratisering af flyvningen med flere lavprisselskaber. Forretningsmanden har til daglig nogle andre behov. Forretningsmanden skal være effektiv, der skal spares tid og det koster hvad det koster. Når forretningsmanden, de unge eller andre er på fritids- og ferierejse er der andre behov. Der er mere tid og budgettet er anderledes. Vi skal ikke gå ned i kvaliteten i lufthavnen. Men vi ser på hvilket behov der er for et hotel, og vi vurderer i øjeblikket, at det skal være et hotel med reduceret service og reduceret pris,” siger Niels Boserup til Stand By.

Skrevet af