Pap-spiritus sikrer flyration

Fem år efter det toldfrie salg med vold og magt skulle stoppes, slår salget alle rekorder. 1. juli 1999 forbød de danske politikere det toldfrie salg i bl.a. charterflyene. I stedet ville EU harmonisere momsen og afgifterne mellem EU-landene. Ingen af delene lykkedes.



Momssatserne er fortsat lige skæve mellem landene i det nordlige og sydlige Europa, og det toldfrie salg i ferieflyene har aldrig været større end i dag.



Hos MyTravel Airways, Nordens største charterflyselskab, er salget af toldfrie varer steget 10%, siden det toldfrie salg blev “forbudt”. Med en omsætning på over 600 kr. pr. gæst er flyselskabet nr. 1 i verden, når det gælder salg af varer i luften.



Adm. direktør Tom Clausen, MyTravel Airways: ”I takt med at de tilladte toldrationer er vokset fra 1 liter i 1999 til 10 liter i dag, er vore gæsters indkøb fulgt med. Danskerne går næsten udelukkende efter luksusprodukter, f.eks. en 60 år gammel Bonaparte Royal cognac, som de sparer ca. 1.000 kr. på i luften, eller årsgangswhisky til en tredjedel af prisen på jorden.”



Hvor passagererne i 1999 nøjedes med en liter gin eller rom, købes der i dag i gennemsnit tre liter spiritus pr. voksen flygæst. For at gøre det nemmere at fragte de eftertragtede dråber fra borde, har flyselskabet i det nye sommerkatalog med over 700 forskellige varer introduceret gin, vodka og whisky i to liters emballeret i papæsker med bærehåndtag.

Skrevet af