Indstiller eksprestog i USA

Amtrak har problemer med bremserne på Acela Express-togene og har derfor taget dem ud af drift. Det skete efter der blev fundet små revner i togenes bremser.



Togfabrikken, canadiske Bombardier, har ikke nye bremseskiver nok til alle Acela-togene, men arbejder på højtryk for at løse problemet. Amtrak forventer først at Acela kører igen til sommer.



Acela har på en gennemsnitsdag 9.000 passagerer mellem Washington DC via New York til Boston – en femtedel af kapaciteten på ruten.



Acela Express begyndte at rulle i år 2000 med tophastigheder på over 200 km. i timen. Acela kan gøre turen fra Washington til New York City på to timer og 48 minutter – intercitytoget bruger over tre timer på samme tur.



I øvrigt er præsident Bush på krigsstien for at få kongressen til at ophæve statsstøtten til Amtrak – eller privatisere det. Amtrak får et årligt tilskud på over 1,2 milliarder dollars.

Skrevet af