Endnu en partner ud af Hannibal

Steen Grosen Andersen, direktør og aktionær i Hannibal Travel Group A/S, der består af Hannibal & Marco Polo, solgte i sidste uge sine aktier i selskabet. Samtidig er han fratrådt som direktør i Hannibal. I en pressemeddelelse siger Grosen Andersen, at han efter 13 års virke i samme rejsebureau nu finder, at det er på tide at søge nye græsgange, og både han og selskabets bestyrelsesformand understreger, at der er tale om en ”lykkelig skilsmisse”.

Steen Grosen Andersen var med til at etablere Hannibal Tours tilbage i 1992, og har siden starten stået i spidsen for bl.a. den voldsomme fremgang bureauet har oplevet på Australien og New Zealand.

Hannibal & Marco Polo sagde tidligere i år farvel til Hannibals navnefader og grundlægger, Jesper Hannibal. Han har nu stiftet sit eget, nye rejsebureau.

Aktionærkredsen i Hannibal Travel Group udgøres fremover af Kurt Kvorning og René Andersen (billedet). René vil, efter Grosen Andersens farvel, fungere som adm. direktør for både Hannibal og Marco Polo.

Skrevet af