Nye forsikringsregler i Europa

Som det er i dag, dækker det gule sygesikringskort i hele Europa samt en række lande nær Europas grænser, men fra næste år mister det gule kort en del af sine fordele i forhold til det blå EU-sygesikringskort. Det betyder, at det er slut med gratis hjemtransport, medmindre man har en rejseforsikring. Samtidig kan det gule kort – i lighed med det blå kort – ikke længere bruges i østeuropæiske lande uden for EU og i Tyrkiet og Nordafrika.

”I dag er man automatisk dækket godt ind, når man rejser i Europa, men med de nye regler i 2008 kommer der et stigende marked for rejseforsikringer i Europa,” siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Allan Bo Christensen. Han fremhæver, at mange danskere især nyder godt af den gratis hjemtransport efter skiskader. ”Men næste vinter må man altså tjekke, om man har den nødvendige forsikring, hvis man ikke selv vil betale hjemtransporten efter et uheld,” siger han.

(Berlingske Tidende, d. 16. juni, 2007)

Skrevet af