TURISME: De populære feriedestinationer – Egypten, Grækenland, Tunesien, Tyrkiet og Cypern – hører til blandt de hurtigst voksende feriedestinationer i verden trods problemer de seneste år.
Ifølge statistikker fra T.A.I., er turistantallet for de fem lande vokset med gennemsnitligt 66% over de seneste 10 år fra 40,5 millioner til i alt 67,2 millioner internationale ankomster.
Det er bemærkelsesværdigt at alle fem lande ligger på plussiden på trods af flere kriser. Oven i købet har de fem lande sammenlagt øget deres markedsandel af verdensturismen mellem 2003 og 2012 fra 5,9% til 6,5% – fra 681 millioner til 1,035 milliarder.
Den helt store vinder i gruppen er Tyrkiet med 31,8 millioner ankomster i 2012 og en vækst over de forløbne 10 år på 138,2%. Egypten følger lige efter med 11,5 millioner internationale ankomster i 2012, hvilket svarer til en vækst på 100,1%.
For Grækenland var fremgangen 11%, for Tunesien 16,3% og for Cypern 7%.