Ferie uden bekymringer

Danskerne gider ikke alt for mange overvejelser og bekymringer, når der skal holdes ferie. All inclusive-konceptet, hvor næsten alt er betalt hjemmefra, fylder derfor stadig mere i rejsekatalogerne.

”Det er en af tidens hurtigst voksende ferie-tendenser. Danskere kan godt lide, at når de har pakket kufferten, så ved de, at alt er med i prisen, og at de i princippet kunne lade tegnebogen blive derhjemme. Med den travle hverdag, vi har, hvor vi skal tage stilling og vælge hele tiden, er det behageligt for mange mennesker, når det hele er tilrettelagt for dem,” siger salgsdirektør Stig Elling, Star Tour.

Hos Apollo er andelen af all inclusive-rejser på fem år steget fra et par procent til i dag 12 pct., og selskabet kan efterhånden tilbyde all inclusive-hoteller på de fleste rejsemål. Ifølge adm. direktør Jan Lockhart har især forældre og bedsteforældre, som inviterer børn og børnebørn med på ferie, taget godt imod produktet.
”Det er primært børnefamilierne, som efterspørger all inclusive, og det giver god mening, fordi feriebudgettet på den måde kan holdes. Herudover er der flere og flere bedsteforældre, der inviterer børn og børnebørn med på en all inclusive-ferie, fordi det nok er den mest generøse og samtidig praktiske gave, man kan give sine kære,” forklarer Jan Lockhart.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 23. februar, 2008)

Skrevet af