Feriehuse i fremgang

Efter flere måneder med tilbagegang blev oktober et lys i efterårsmørket for de danske feriehusudlejere, der havde hele 70.000 flere udenlandske overnatninger – heraf 58.000 tyske – i forhold til samme måned i fjor. Alene i efterårsferien uge 42 var der 144.000 flere danske og udenlandske overnatninger, en vækst på 15 procent. Det skriver Erhvervsbladet.dk.

 

Direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening (FB), Carlos Villaro Lassen, glæder sig over fremgangen og håber, den vil være retningsgivende for, hvordan branchen klarer sig under finanskrisen.

 

– De positive overnatningstal for oktober giver håb om, at vi er et af de erhverv, der måske slipper for de værste følger. Oktober var den første måned, hvor finanskrisen i Europa var rigtig kendt. Jeg ser tallene som tegn på, at folk hellere vil tage en ferie nær, hvor de bor, i stedet for eksempelvis at krydse Atlanten, siger Carlos Villaro Lassen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen