Fik over halv million for brækket ben på krydstogt

Det amerikanske retssystem er frygtet af de fleste udbydere af rejser og oplevelser, hvis noget går galt. Stribevis af advokater står parate til at tage enhver sag. Mange gange uden honorar, hvis sagen tabes.

For en 67- årig kvindelig passager gik det galt, da hun skulle fra borde i en tender – bådene som sejler fra selve krydstogtskibet ind til havne, når skibene anløber øer, hvor de ikke kan komme til kaj. Ud for Grand Cayman må de netop blive ude i bugten.

Kvinden faldt og fik det ene ben i klemme mellem båden og kajen. Hun kom under selve opholdet på øen en tur på hospitalet og tilbragte resten af krydstogtet i en kørestol.

Efter hjemkomsten anlagde hun sag mod Carnival, som på det tidspunkt havde betalt lægebehandling såvel på Grand Cayman som om bord hos skibets læger.

Nu har rederiet indgået et forlig, der går ud på, at kvinden, der bor i Texas.  får en erstatning på 125.000 dollar, eller ca. 690.000 kr. ”Hun har fået bolte i sit ben for at bevare førligheden, ” siger hendes advokat.

Skrevet af redaktionen