Film om Simon Spies og Mogens Glistrup

Filmen fortæller om det særlige venskab mellem politikeren Mogens Glistrup og rejsekongen Simon Spies.

De to prominente herrer mødte hinanden som studerende på Regensen i København, 10 år senere genoptog de kontakten.

 

Filmen vil – ifølge de der har læst manuskriptet – tegne et knapt så positivt billede af Simon Spies som en hårdkogt forretningsmand, hvor alle kneb gælder. Handlingen er henlagt til begyndelsen af 70’erne, og filmselskabet har bl.a. bedt om lov til at fotografere i Conairs gamle hangar – nu en del af Thomas Cook Airlines hovedkontor i Dragør, skriver Thomas Cook Airlines’ personaleblad, Airmail.

 

Nordisk Film er også på jagt efter kvindelige statister. Stillingsbeskrivelsen ser således ud: ”Kvinder i alderen 18-30 år søges, men du skal være indstillet på at gå nøgen rundt i visse scener, der udspiller sig under lancering af en pornofilm.”

 

”Handlingen finder sted i starten af 1970’erne, så du må ikke have moderne hår og farver, helst ensfarvet langt hår eller page, ingen tatoveringer eller piercinger, der ikke kan tages ud.”

 

Ekstra Bladet skriver, at Christoffer Boes film ”Spies & Glistrup” handler om venskabet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup. Deres liv var festligere, vildere og større end de flestes, og samtidig var de dybt folkelige og populistiske.

 

Filmen tager sin begyndelse i 1965, hvor Spies og Glistrup mødes 15 år efter deres studietid på Regensen. Det bliver starten på et stormfuldt venskab, hvor Glistrup hjælper med at gøre Spies Rejser til en profitabel koncern.

 

Pengene vælter ind, mens Spies bruger sin nyfundne rigdom på at afsøge grænser for personlig frihed. De følgende syv år bliver en rejse med morgenbolledamer og psykedeliske eksperimenter.

 

"Spies & Glistrup" har modtaget 7 mio. kr. i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Der er premiere i 2013.

Skrevet af Henrik Baumgarten