Finnair får gult kort fra det finske børstilsyn

Disciplinærkomiteen på den finske Børs, NASDAQ OMX, har givet Finnair advarsel for at ikke grundigt nok at rapportere om en række forhold, flyselskabet er pligtig til. Blandt andet kritiseres Finnair for ikke at have givet tilstrækkelige informationer om bonus til sin topledelse.

 

Finnair har taget kritikken til efterretning, oplyser selskabet.

 

Til gengæld kan Finnair glæde sig over, at Oneworld-medlemmet i sidste måned havde 12 pct. flere passagerer på sine ruter til Asien sammenlignet med maj sidste år.

Antallet af passagerer steg til 122.000 i maj i år – hidtil i år har Finnair haft 605.000 passagerer på sine ruter til Asien – et plus ti 10 procent.

”Og Europa-trafikken voksede i maj 14 procent og Nordamerika steg 13 procent i forhold til maj året før,” noterer Finnairs chef for Skandinavien, Kenneth Gillberg.

”Vores seneste kinesiske destination, Chongqing, har udviklet sig fint og går helt efter forventningerne. Vores kunder tager godt imod forbindelsen til den kinesiske storby i såvel Danmark som Kina,” siger han og tilføjer:

”Indtægterne pr. passager er ligeledes øget. En øgning på 15,5 procent til Asien i forhold til maj 2011.”

Samlet har Finnair 77 afgange om ugen til Asien.

Skrevet af redaktionen