Finnair forenkler køb af flybilletter og tilbyder fem nye billettyper. Målet er at skabe større gennemsigtighed om billetpriser, siger Oneworld-medlemmet.
Alle Finnair-billetter er inklusiv mindst en indchecket kuffert og måltid eller drikkevarer på flyet. Kunderne kan fra 28. november – også på Economy Class – vælge en mere fleksibel billet.
Finnairs skandinaviske chef, Kenneth Gillberg, siger:
”Vi ønsker at tilbyde valgmuligheder til kunder, som hver har forskellige behov, når de skal flyve.”
Finnair Plus frequent flyer programmet får flere fordele. Pointsystemet bliver ændret fra en kilometerbaseret beregning til en regionbaseret beregning. Det forventes, at kunderne i gennemsnit får 30 procent flere point end hidtil. Pointberegningen er nu afhængig af den valgte billettype i stedet for bookingklasse, oplyser Finnair.
Finnairs nye billettyper er Business Class, egen kabine og måltid, adgang til lounge, prioriteret lufthavnsservice (check-in, security, boarding og bagage), to styk indcheckede kufferter, to styk håndbagage, udvidet sædevalg, ubegrænset fleksibilitet og fuld refundering.
Business Saver: Business Class kabine og måltid, lounge adgang, prioriteret lufthavnsservice (check-in, security, boarding, bagage), to styk indchecket bagage, udvidet sædevalg, begrænset fleksibilitet, delvis refundering – kun muligt på interkontinentale flyvninger.
PRO: Prioriteret lufthavnsservice (check-in, security, boarding, bagage), Economy Class kabine og måltid eller drikkevarer. To styk indchecket bagage, et styk håndbagage, udvidet sædevalg, ubegrænset fleksibilitet, fuld refundering af ubrugte billetter.
Value: Economy Class kabine og måltid eller drikkevarer. et styk indchecket bagage, et styk håndbagage, mulighed for at ændre navn, fly eller dato mod gebyr, delvis refundering for ubrugte billetter.
Basic: Economy Class kabine og måltid eller drikkevarer, et stykke indchecket bagage, ingen ændringer eller refundering.