FLYSELSKABER: For at spare vil Oneworld-medlemmet finde billigere måder at håndtere kabinepersonalet på – i første omgang vil Finnair outsource 20 ruter. Selskabet overvejer bl.a. bemandingsbaser i Asien. Finnair er 11. største flyselskab i Københavns Lufthavn.
Finnair skal spare ca. 150 mio. kr. – bl.a. ved at outsource kabineservice til underleverandører. I første omgang vil selskabet outsource 20 af sine 75 ruter de næste to år. Finnair siger, at man forgæves har forhandlet om besparelser med den finske kabineforening – Finnair ønskede besparelser svarende til 540 mandeår.
“Finnair holdt i går nyt møde med de kabineansattes fagforening, SLSY, Finnish Cabin Crew Union, i forsøg på at finde fælles platform så outsourcing kan undgås. Men tilbuddet fra SLSY dækkede kun vores spareønsker indenfor 20 år. Finnair kan ikke fortsætte med sine nuværende omkostninger, derfor må der ske snarlige ændringer,” siger Ville Iho, Finnairs driftsdirektør, og fortsætter: ”Forhandlinger om outsourcing går godt, og vi forventer at have de første på plads i årets tredje kvartal og at outsource de første ruter i årets sidste kvartal. Vi ser partnere i Finland, Europa og Asien.”
For at lægge yderligere pres på sine kabineansatte tilføjer Finnair, at man også undersøger muligheden for at oprette datterselskaber, der kan levere kabinepersonale.
Samlet betjener Finnair 13 lufthavne i Asien og over 60 destinationer i Europa. Finnair var sidste år 11. største flyselskab i Københavns Lufthavn med næsten 300.000 passagerer – en stigning på 10 pct. i forhold til 2012.