Finnairs flagskib forsinket en måned

FINNAIR airbus a350 flyFLYSELSKABER: Det første af Finnairs 19 Airbus A350 til Oneworld-medlemmets langruter er forsinket fra fabrikken – det betyder også, at én af de to planlagte prøveflyvninger fra Helsinki til København er annulleret. Oslo får den første kommercielle flyvning med den nye type.

Nu forventer Finnair at modtage sin første Airbus A350 XWB den 7. oktober; herefter skal Finnair-besætninger træne med den nye type på en række Europa-ruter, inden den første langruteflyvning. Den kommer efter den netop reviderede plan 21. november til Shanghai – i stedet for 25. oktober.

I alt skal Finnair de kommende otte år modtage sine 19 Airbus A350-fly.

Finnair, der er europæisk søsætningskunde for Airbus A350 XWB, forventer at modtage fire eksemplarer af Airbus’ nyeste langrutefly i år. Efter Shanghai kommer flyet også på ruterne fra Helsinki til Beijing, Bangkok, Hong Kong og Singapore. Der kommer også mindst én A350-flyvninger til New York her i efteråret; dermed bliver Finnair første selskab til at flyve den nye type til USA.

På rutetræningen indenfor Europa stod Københavns Lufthavn til at få to flyvninger med A350, den 8. og 18. oktober. Men pga. det forsinkede første fly kommer det ikke den 8. oktober, mens flyvningen fra Helsinki til København 18. oktober stadig er med i planen.

Lige nu står de første Finnair A350-flyvninger med betalende passagerer til at blive 9. oktober til hhv. Amsterdam og Oslo.

Der kan komme flere ændringer til Finnairs program for A350 – følg med på hjemmesiden: A350.finnair.com