Flådens historie på Tøjhusmuseet

1280px-Naval_Museum_Copenhagen_PhoenixOrlogsmuseet er lukket, men den 27. august genåbner udstillingen på Tøjhusmuseet med titlen ’Sømagt! Flåden i Krig og Fred’.

Dermed er flåden vendt hjem til Slotsholmen og Tøjhuset i København, der i flere hundrede år var base for den danske flåde. Flytningen skyldes de besparelser på finansloven, som Nationalmuseet er blevet pålagt.

Museumsinspektør Jakob Seerup forklarer, at kernen i udstillingen stadig er den unikke samling af skibsmodeller, som daterer sig tilbage til 1670’erne. Han understreger, at der er fokus på søkrig, søslag og flådens øvrige opgaver, ligesom fortællingen om skibsbyggeriet på Holmen er bevaret.

”Vi har fået plads til 90% af de genstande, som var udstillet i Søkvæsthuset, og der er kommet nye elementer ind, og udstillingen er opdateret med nye fortællinger, siger han.

Sømagt – Flåden i Krig og Fred åbner fredag den 26. august med en lang række aktiviteter for børn og voksne. Orlogsmuseets Modelbyggerlaug viser, hvordan man bygger skibsmodeller og gæsterne kan selv være med. Jakob Seerup viser rundt, og der er piratskole for børnene. Tordenskjold og Christian den 4. kigger ind. Søndag den 28. august sejler Christianshavns Travaljelaug med publikum og gæster kan komme ombord på orlogsskibet Alholm. Se programmet her.